Dengue Feber:
Dengue feber er en virusinfektion som overføres af den samme type myg, som overfører gul feber. Myggen stikker primært lige omkring solopgang og solnedgang.
Der findes 4 typer Denguefeber. Når man får sygdommen første gang, vil symptomerne være som en svær influenza, med høj feber, muskel- og ledsmerter og hovedpine.
Sygdommen varer ca. 5-7 dage. Man er derefter livsvarigt immun overfor denne type
Denguefeber, og ligeledes immun overfor de andre 3 typer i ca. 6 mdr.
Hvis man på en senere rejse igen pådrager sig dengue feber med en af de andre typer, stiger risikoen for komplikationer med 10-20%. Komplikationerne er spontane blødninger p.g.a påvirkning af blodpladerne, som falder til et niveau, hvor man har svært ved at koagulere.
Der findes ingen rejse vaccination eller forebyggende medicinsk behandling.
Det er meget vigtigt at anvende myggebalsam med DEET eller Autan. som forebyggelse omkring solopgang og solnedgang.
Højdesyge:
Ved ophold i højder over 2.700 meter er der risiko for udvikling af højdesyge.
De mest almindelige symptomer på akut højdesyge er: hovedpine, søvnbesvær, kvalme, hoste, åndedrætsbesvær og træthed. Symptomerne udvikler sig i løbet af 12 til 36 timer. Man kan forebygge symptomerne ved at drikke rigeligt med væske (3-4 liter i døgnet) inden ankomsten og i de første døgn . Endvidere skal man undgå fysiske anstrengelser de første døgn, og aldrig stige mere end 400-500 meter i døgnet. Blive på højden til man er akklimatiseret.
Hvis symptomerne ikke svinder, eller de forværres, er behandlingen:
Nedstigning
Hvis det ikke er muligt at komme ned, kan symptomer på højdesyge behandles med Diamox 250 mg daglig. Stoffet kan også bruges som forebyggende behandling, hvis man flyver direkte ind i store højder.
Vær opmærksom på at alle kan få højdesyge. Der er ingen sikker relation mellem køn, alder eller træningstilstand.
Jetlag:
Jetlag opstår når man bevæger sig over flere tidszoner. Symptomerne er: søvnbesvær, urolig søvn, træthed, maveproblemer. Jo flere tidszoner man rejser over, jo værre er problemet. Det er værst at rejse mod øst, men mange har også problemer den anden vej.
Nogle er mere plaget af jetlag end andre.
Man kan forebygge jetlag ved at drikke rigeligt med væske under flyvningen og i de første døgn efter ankomsten sørge for at få så meget lys som muligt. Desuden skal man undgå at lægge sig til at sove midt på dagen de første dage efter ankomsten. Hold den kørende til normal sengetid.