Info om forskellige vacciner

Difteri/tetanus

Sygdommen Tetanus (stivkrampe) som kan være livstruende, forårsages af en bakterie der helt overvejende findes i jorden – overalt i verdenen.

Difteri forårsages af en bakterie, der først og fremmest medfører akut luftvejsinfektion.

Sygdommen kan hurtigt udvikle sig med høj dødelighed til følge.

Vaccinen mod difteri og tetanus gives altid i én og samme sprøjte. Vaccinationen er omfattet af det danske børnevaccinationsprogram, som dækker barnet til det fyldte 15 år.

Herefter anbefales revaccination hvert 10 år.

Japansk Hjernehindebetændelse

Japansk Hjernehindebetændelse er en virusinfektion, som overføres fra inficerede myg, der primært stikker grise og andefugle, men går ikke af vejen for mennesker. Sygdommen er udbredt i Asien. Transmissionen er størst i perioden fra april til oktober, men ses i nogle lande hele året rundt. Symptomerne er primært som influenza og kan udvikle sig til en svær hjernebetændelse med høj dødelighed.

Vaccination mod japansk hjernehindebetændelse anbefales til mange asiatiske lande ved rejse overvejende af mere end 3 ugers varighed med ophold i landlige områder.

Beskyttelse mod japansk hjernehindebetændelse kræver 2 vaccinationer med ca. en måneds mellemrum og giver herefter beskyttelse i minimum 1,5 år.

Rabies (Hundegalskab)

Rabies kan overføres fra forskellige pattedyr, fugle og flagermus via dyrenes spyt. Der er sporet inficerede dyr i en lang række lande – herunder også i Danmark. Ved lang tids ophold i visse lande – og i særdeleshed når den rejsende skal arbejde med dyr anbefales vaccination. Vaccinationen administreres over 3 gange; dag 0, 7 og 28 - den giver livslang dækning.

Ved bid, rifter etc., skal den rejsende omgående henvende sig til læge – uanset om den rejsende er vaccineret forebyggende eller ej!!

Tyfus

Tyfus er en hyppig sygdom i tropiske og subtropiske områder – i særdeleshed i Indien, visse dele af Afrika og Sydamerika.

Tyfus smitter gennem fødevarer, der er inficeret med Salmonella Typhii.

Vaccination anbefales til en lang række lande, ved ophold overvejende i mere end 3 uger.

Du kan tyfus vaccineres på 2 måder:

Som injektion én gang, hvor der opnås en beskyttelse på ca. 3 år

eller 

ialt 3 kapsler, hvoraf du skal tage én kapsel hver anden dag. Forventet beskyttelse ca. 1 år. 

TBE (Centraleuropæisk hjernehindebetændelse)

TBE forårsages af virus i naturen, der findes hos mus og rådyr. Virus overføres formentlig umiddelbart efter bid på mennesket.

Forebyggelse i form af fornuftig adfærd med tildækning af tøj  og inspektion af huden er Alfa og Omega.

I områder med mange skovflåter, der bærer TBE tilrådes vaccination hos fastboende, sommerhusgæster, jægere, naturelskere mv.

Grundvaccination mod TBE består af 3 doser fordelt over et år. Herefter gentages vaccinationen hvert 3 eller 5 år. (Der kan forventes dækning på 60-70% efter første injektion)

Meningitis

Meningokoksygdommen er især udbredt i et bælte i Afrika, der strækker sig fra Gambia i Vest til Somalia i øst.

Rejsende til områder med høj forekomst af meningitis, langvarig og tæt kontakt med lokalbefolkningen i en række lande anbefales vaccination. Der gives een vaccination, der dækker i min 3 år.

Det er et lovkrav at Pilgrimsrejsende vaccineres mod meningitis forud for rejsen.

Kolera/turistdiare

Når infrastrukturen ødelægges dannes grobund for Kolera som forårsages af en gram negativ bakterie. Et af de seneste eksempler er jordskælvet i Haiti, som bla har ødelagt kloak systemet, hvorfor de rejsende dertil anbefales vaccination i form af en drikbar vaccine,(Dukoral) der skal tages over 2 gange med minimum en uges mellemrum.

Turistdiarré er – uden sammenligning – den hyppigste infektion, som rammer den rejsende. Således vil halvdelen af de rejsende til Østen, Syd –og Mellemamerika og Afrika opleve diaré på rejsen. Da Dukoral vaccinen også er meget effektiv mod E. coli bakterier, vil vaccination, der skal påbegyndes 2-3 uger før afrejsen i mange tilfælde være anbefalelsesværdigt.

Mæslinger

Mæslinger er en meget smitsom virus, der kan afstedkomme meget alvorlige komplikationer såsom hjernehindebetændelse.

Rejser øger selvsagt risikoen for at få mæslinger både i og uden for Europa.

Hvis du ikke er vaccineret mod mæslinger som barn eller har haft sygdommen, anbefales du at blive vaccineret førend rejsen.​

Ønsker du at bestille tid hos os?

​Hos Rejseklinikken kan du online bestille konsultationstid  i vores åbningstider


​Bestil tid

Kontaktinformation​

Rejseklinikken

Ordrupvej 60, 4
2920 Charlottenlund
Tlf.: 39 63 01 15

E-mail: kontakt@rejseklinikken.dk
CVR: 25047052 

​Trustpilot

Se hvad folk siger om os på Trustpilot